Vi tilbyder

 

Dagcentret Kærhøj er fysisk opdelt i Nordgangen og Sydgangen. Hver gang har igen to basisgrupper. Personalet er tilknyttet en bestemt basisgruppe, men arbejder på gangen sammen i teams omkring borgerne og de forskellige aktiviteter.

Alle borgere er tilknyttet en basisgruppe med tilhørende basispersonale. Borgerne er fortrinsvis inddelt efter interesse og en tilstræbning efter så harmoniske grupper som muligt.


Nordgangen består af:

Væve- og tekstilværkstedet:
Kerneydelsen består af husflidsrelaterede opgaver, med henblik på salg af fremstillede produkter. Ligeledes er der forskellige praktiske opgaver, som den enkelte borger har ansvaret for at løse i løbet af arbejdsdagen f.eks. post, borddækning, indkøb, opvask o.s.v.

Temagruppen:
Kerneydelsen er forskellige montage- eller sorteringsopgaver og praktiske opgaver, der er mere sæsonbestemt f.eks. rengøring af havemøbler, feje blade sammen, plante krukker til, passe en mindre urtehave. Når vejret tillader det, foregår mange aktiviteter udendørs og gåture er en del af det daglige tilbud. Der er svømning en gang om ugen, og ugentlige fisketure i sommerhalvåret. Gruppen forbereder forskellige udendørsaktiviteter for hele Kærhøj f.eks. tilberedning af de fangede fisk over bål.


Sydgangen består af:

Multiværkstedet:
Kerneydelsen er forskellige kreative fremstillinger med henblik på salg af de fremstillede produkter, f.eks. malede urtepotter, lysestager, malerier, stearinlys o.s.v. Herudover er der plads til historielæsning, musik og gåture og ikke mindst årstidstemaer (jul, påske og andre relevante temaer). 
 
Sanse/aktivitetsgruppen:
Kerneydelsen er tilbud om forskellige sansemotoriske oplevelser og mere konkrete endags temaer, som bagning, gymnastik, udflugter med madpakker, cykelture, musik, massage, video, boldspil, kreative udfordringer, gåture, gyngeture o.s.v. Der tilbydes aktiviteter enkeltvis, i mindre grupper eller for hele gruppen. 

 

Tilbud på tværs:

Hele Kærhøj arbejder sammen på tværs, hvor alle interesserede borgere kan tilmelde sig en udbudt aktivitet, hvor bestemte personaler på tværs af gruppeopdelingen står for indhold og afvikling af aktiviteten. P.t. er det idræt på både et A hold og et B hold. Sang/musik og musik/bevægelse. Senere vil der komme tilbud om køkkenskole, glaskunst, keramisk værksted og i perioder tages relevante temaer op (sund kost, hygiejne o. lign.). Ligeledes kan borgerne komme med ønsker om temaer.

Året igennem arrangeres der ligeledes forskellige ture sammen med andre dagcentre/værksteder "brugerkurser". Desuden deltager vi i festivaler og idrætsdage.